Fra 1945 til 1948 flygtede omkring 15 millioner tyskere fra de tidligere provinser Østpreussen, Pommern, Ostbrandenburg og Schlesien samt fra Danzig- og Memelområderne og Sudetenland til Tyskland vest for Oder og Neisse – en kvart million af disse kom til Danmark i forårsmånederne 1945.
Der var indtil maj 1945 tale om en flugt, derefter om en fordrivelse og dermed verdenshistoriens største etniske udrensning.
Torsdag den 12. marts 2026 kommer forfatter og kulturredaktør Hans Christian Davidsen på besøg i Nustrup ved Vojens, hvor han vil fortælle om »Flugten fra de tyske østprovinser«. Klokken 19.30 holder han et foredrag om temaet, som han har beskæftiget sig med i over 25 år.
Hans Christian Davidsen er kulturredaktør på Flensborg Avis og har skrevet kronikker og artikler om sænkningen af flygtningeskibet »Wilhelm Gustloff«, researchet til en stribe af baggrundsartikler og lavet interviews med overlevende tyske flygtninge. Hans oldefar var tysk soldat i Østpreussen under Første Verdenskrig, og han har gennem årene rejst intensivt i områderne.
Tyskerne øst for Oder og Neisse-floderne flygtede enten af frygt for den fremadrykkende Røde Hær i første halvår 1945 eller de blev senere fordrevet af de sovjetiske eller polske myndigheder. De store landområder blev frakendt Tyskland og kom aldrig tilbage igen.
Gamle smukke byer som Königsberg blev lagt i ruiner, og der foregik uhyggelige krigsforbrydelser mod den tyske civilbefolkning, som dog skal ses i en kontekst – nemlig tyskernes bestialske fremmarch på østfronten fra 1941 til 1944.
Foredraget bliver ledsaget af historiske fotos.